smeltningen bli. Det vil saaledes forstaaes, at massens forøgelse paa overfladen paa grund af nedbøren kommer til at regulere smeltningen i dybet. Foruden den indre varme kommer desuden en anden varmekilde til. Ved hele ismassens bevægelse maa der under det uhyre tryk udvikles en voldsom friktion saavel mod bunden som mellem massens lavere lag indbyrdes. Denne friktion udvikler imidlertid varme, og denne — stor eller liden — maa ogsaa bidrage til smeltningen. Vi kan altsaa paastaa, at en sne- og ismasse kun kan stige til en vis høide, idet smeltningen paa undersiden da vil holde nedbøren stangen; denne høide vil rette sig efter den sidstes mængde, samt efter overfladens temperatur[1].
At en saadan smeltning i indlandsisens dyb virkelig gaar for sig, har jeg allerede i sidste kapitel i bogen omtalt et bevis paa, som jeg selv har iagttaget. Forøvrigt er det et velkjendt forhold i Grønland, at der saavel vinter som sommer render elve frem under indlandsisens rand. At den smeltning, som gaar for sig om sommeren paa overfladen nær randene, er altfor ubetydelig til at kunne levere materiale til disse elve, har forhaabentlig vor ekspedition tilfulde bevist, og tilbage staar da intet andet end at antage, at disse elve dannes paa inlandsisens underside. Den vandmængde, som paa den maade naar havet, er sikkert nok betydelig større end den, som naar det i form af isfjelde. Smeltningen i dybet maa saaledes i Grønland spille en større rolle end bræmassens bevægelse til at holde nedbøren stangen. Saasnart den sidste stiger, vil indlandsisens masse stige i samme forhold; saasnart den synker, vil det omvendte være tilfældet. Hvordan det for øieblikket forholder sig, kan vi ikke have nogen formening om; efter de foreliggende iagttagelser kan der, som seet, ikke foregaa nogen sterk forandring i den ene eller den anden retning. Vistnok har eskimoerne talrige sagn om, at indlandsisen skulde vokse, men dette er dog lidet at bygge videnskabelige slutninger paa.
Dannelsen af «drumlins» og «aaser».
Ved at tænke over nødvendigheden af, at der maa foregaa en saa sterk afsmeltning, som her antydet, paa undersiden af enhver nogenlunde tyk indlandsis, er jeg kommen til den slutning, at derved kan man forklare flere glaciale foreteelser, som der endnu ikke er fundet nogen tilfredsstillende forklaring paa. Jeg vil her særlig omtale de saakaldte «drumlins» eller «lenticular hills» og «aaserne» eller de saakaldte «kames».
De første er nogle dannelser, som især forekommer i Amerika. I
Europa er de særlig fundne i Irland og England. Vi har dem
- ↑ Ogsaa af den grund kan altsaa en indlandsis ikke være saa tyk nær randen som længere inde, da overfladens temperatur her er lavere. Dette forhold vil dog udjevnes noget ved den større nedbør nær randen.
