fjordisen, at de atter vaagede at tage skierne paa. En af dem forsøgte sig vistnok i en liden helding en stund før; men da han straks faldt, afstod han fra ethvert forsøg.
Paa fjordisen skjød Karl en ringsæl (netsak), som altsaa ogsaa maatte slæbes frem til kajakerne.
Endelig ud paa eftermiddagen naaede vi disse. Vi vidste ikke, hvor langt det var paa dagen, da det var overskyet, og ingen af os havde ur. Jeg ønskede samme dag at komme til Kornok, da der muligens kunde være bud om, at skibet var kommet. Uagtet Larserak især havde liden lyst derpaa, gik vi dog i vore kajaker. Vi havde imidlertid ikke roet langt, før det viste sig at være betydelig senere, end vi havde troet, det blev nemlig fuldstændig mørkt. Da vi ude i fjorden blev modtagne af en stiv vestenkuling, blev forholdene ikke netop behagelige. Saa længe vi kunde ro langs landet, gik det dog saa nogenlunde. Men ved et forbjerg, kaldet Kangersuak, maatte vi over fjorden for at komme til Kornok, her blev det værre. Ud for berghammeren stod vind og sjø paa med fuld kraft, og i mørket var det ikke let at se og vare sig, naar braattene kom. Vi laa stille og betænkte os, de to grønlændere spurgte mig, om jeg kunde klare det, men jeg vilde nødig være vekere end de og spurgte, om de troede, de kunde klare det. Tilslut drog de ivei, men vi skulde snart faa føle, det ikke var spøg; især var det slemt for Karl, som havde sin sæl liggende bag paa kajaken, hvilket gjør det betydelig vanskeligere at holde ligevegten. Han raabte, at han maatte tilland for at faa den af, men der var intet sted at lande, overalt var det stupbratte bergvæggen. Saa kastede vi da sælen i sjøen for ham, og han bugserede den nu et stykke; men dette gik for langsomt, og vi maatte hjælpe ham med at faa den op paa kajaken igjen. I
