vanskeligt at samle store mængder paa de mange bare «rabber», som stak frem af sneen. Med dette dækkedes hele teltgulvets bund, og vi lagede os et godt og tørt leie. Derpaa kogtes kaffe, og eskimoerne kom frem med en særdeles velsmagende ret, som bestod i frossen rødfisk eller uer, som spistes raa, desuden spiste vi mindst en raa rype hver og fandt, vi havde det udmerket. Saa lagde vi os til at sove i vore klæder, sovepose havde jeg dengang ikke ført med, da jeg fandt det for tungt at bære.
Den næste morgen (7de april) gik vi tilbage over fjorden. Jeg havde den største lyst til at blive længere inde i dette eldorado for jægere; thi Ivisartok og Nunatarsuak lige overfor er bekjendt for sine gode renjagter, desuden var der meget sæl paa isen i fjorden, og havde man bare tid, er det en spændende jagt at gaa efter dem. De gamle nordmænd vidste nok, hvad de gjorde, da de slog sig ned derinde. Der og i Ameralik-fjorden har nemlig efter al sandsynlighed den rigeste del af de gamles «Vesterbygd» ligget, og der er paa alle kanter mange levninger efter dem, især er Ujaragsuit bekjendt for sine store ruiner.
Da vi kom over landet, hvor vi havde faret paa indturen, var der paa den side, hvor vi skulde ned mod Kangiusak, en temmelig brat nedstigning. Jeg fik her føle, hvor daarlige grønlænderne er til at gaa paa ski. De havde den hele tid hængt efter, og det endte med, at jeg maatte tage fra den ene af dem det meste af, hvad han havde at bære, forat han skulde kunne følge med. Da de kom til denne nedstigning, betænkte de sig imidlertid ikke længe paa at tage af sig skierne og bære dem. Efterat jeg havde staaet udover, fik jeg derfor den fornøielse at vente paa dem i henved 1 time, mens de stampede sig frem i sneen nedover styrtningerne. Og det var først da de rak
