man med et saadant fartøi med lethed beseile hele randen af indlandsisen fra landets sydlige del til langt nordpaa, om ikke til den nordligste pynt.
Der var saaledes for mig opfordring nok til, naar vaaren nærmede sig, atter at søge ind paa indlandsisen. Af særlig interesse forekom det mig at faa undersøgt netop den strækning, hvor vi kom ned, for at se, hvilke forandringer der var foregaaede i vinterens løb.
Da man ved kolonien mente at kunne vente skibet, som blandt andet skulde hente os hjem, allerede fra 1ste april, var det naturligt, at vi efter den tid vanskelig kunde fjerne os for længere tid. Nogle af os besluttede derfor at gjøre et forsøg i mars maaned, uagtet det var for tidlig, til at videre udbytte kunde ventes. Vor udrustning var i flere henseender skrøbelig. Al proviant, som kunde opdrives dertil, var tørrede angmagsetter (lodder), haardt brød og smør. Af spiritus, nødvendig til snesmeltning, havde vi kun lidet. Med det, vi havde, reiste imidlertid (den 21de mars) Sverdrup og Kristiansen i baad og jeg selv i kajak ind i Ameralik-fjorden. Vi naaede Kasigianguit, hvor vi haabede at faa nogle ren til forsterkning af provianten, før vi drog videre ind paa indlandsisen. Her blev vi imidlertid opholdte af snestorm og lindveir i 5 dage, vi laa den meste tid i teltet og levede af vore angmagsetter og skibsbrød med smør paa, mens den vaade, alt gjennemblødende sne lagde sig over os, og isen og sneen smeltede bort under os. De sidste dage boede vi saaledes i en vanddam, og da soveposen, hvori vi alle tre laa, var temmelig fugtig, undersøgtes den, og vi fandt da, at der stod flere tommer vand inde i den, især under de dele af kroppen, som kommer mest i berørelse med underlaget, naar man ligger paa ryggen. Vi kunde øse vandet ud med
