hænderne, men til liden nytte, det kom lige hurtig igjen. Vi var enige om, at vort teltliv paa indlandsisen var den reneste nydelse, sammenlignet med dette.
Da det nærmede sig den tid, da efter sigende skibet kunde ventes, kunde det ikke nytte at fortsætte turen, og den 28de mars drog vi tilbage til Godthaab.
Mens vi laa i teltet, havde vi den hele tid, paa oprindelig eskimoisk vis, maattet koge kaffe og the med tranlampe, hvortil vi havde medbragt spæk. Lampen sodede imidlertid forfærdelig, og vore ansigter var efterhaanden blevne ganske sorte. Da vi nærmede os kolonien, kunde man paa lang afstand se de hvide øiekugler skinne ud af vore mørke ansigter, og det var ikke stort mer, end man kjendte os igjen; de indfødte skjønheder, som i mængde modtog os paa stranden, pegte ad os og lo, saa de holdt paa at revne.
Samtidig med at vi reiste ud paa denne tur, gik Dietrichson og Balto i sine kajaker indover Godthaabsfjorden, hvor de besøgte bopladsene Sardlok, Kornok, Umanak og Karusuk. De kom først hjem nogle dage efter os. Som de paa hjemveien den sidste dag befandt sig ud for Sadlen, raabte Balto til Dietrichson, at han maatte til land, thi kajaken lækkede og var snart halvfuld af vand. Dietrichson svarede, at han ingen raad saa til at hjælpe ham der; thi landet var saa brat, at de intetsteds kunde lægge til, de fik ro paa, saa muligens blev det bedre længere frem. Med den ynkeligste stemme svarede da Balto: «Ja, saa faar jeg synke da!» Imidlertid roede de for livet, og straks efter fandt de et par stene, hvorpaa Balto saavidt kunde krybe ud, saa de fik tømt kajaken. Der var gaaet et hul i bunden, men til at dække det med havde de ikke andet end en vante
