at mørkne. Til al ulykke sprang det paa hjemveien op med en temmelig sterk søndenvind[1], som jeg fik paa siden, og som gjorde det tungt at ro. Det var først ud paa kvelden, at jeg naaede Godthaab. Her var man imidlertid blevet meget ængstelig for min skyld; thi alle fangere var for længe siden komne hjem. Hele kolonien, saavel grønlændere som europæere, var paa benene.
Balto skildrer denne lille tildragelse paa følgende vis:
«— — — Da det begyndte at mørkne, saa begyndte vi at forundre os over, at Nansen endnu ikke kom. Vi ventede endnu en god stund paa Nansen; men han kom endnu ikke, saa kom alle i megen sorg derover; thi vi havde hørt, at Nansen ikke skulde drage til Ny Hernhut, hvor de andre europæere var i fødselsdagsgjestebud hos missionær Voged. Vi sendte dog bud did, men han var der ikke. Straks da jeg hørte, at Nansen ikke var der, saa faldt jeg ned paa sengen, og taarerne begyndte at rinde. Bistrup samlede alle kolonisterne sammen og bød dem at lave sig til at ro afsted for at søge Nansen, de var straks færdige, og Dietrichson reiste med og tog børse, lys og horn, forat han med det kunde raabe. Netop som de stødte baaden fra land, saa kom Nansen til stranden i god behold, og da gjorde grønlænderne forferdelig skraal og raabte: «Kujanak, Kujanak, Nansen tigipok, ajungilak», det er det samme som: Gud være tak, Nansen er kommen, eller: tak, tak, Nansen er kommen, det er godt. Saa kom hjertet igjen paa sit rette sted, og vi var glade som før.»
Efterat jeg i nogen tid havde øvet mig i kajakroning.
- ↑ Denne kaldes af grønlænderne for niggek, og det er den farligste og mest frygtede vind ved Godthaab saavelsom langs hele vestkysten.
