Da vi i mørkningen om eftermiddagen nærmede os
Kasigianguit, det sted paa sydsiden af fjorden, hvor vi
skulde lægge til land, førte Joel os paa den uforklarligste maade
rundt, før vi naaede vor blivende teltplads. Først bar det ind til
bunden af en dyb bugt, hvor Joel var oppe i en elv for at drikke
vand og gjøre sig tilgode, mens han rolig lod os vente, derpaa bar
det ud af bugten langs det andet land, saa laa han et kvarters tid
stille ud for en odde, beskjæftiget med et gaadefuldt arbeide, som,
saavidt jeg kunde skjønne, væsentlig bestod i ingenting at
bestille. Saa bar det videre ind til bunden af en ny bugt og atter
ud langs landet paa den anden side. Hvad i al verden dette skulde
betyde, var os umuligt at fatte, herpaa laa muligens svar i det
foredrag, Joel stadig underholdt os med; men da vi ikke var saa
lykkelige at kunne forstaa dette, er det til denne dag forblevet og
vil sandsynligvis til alle tider forblive en dyb gaade. Sultne,
trætte og sprakende sinte, som vi var, agtede vi imidlertid ikke at
fordybe os videre i udgrundelsen af Joels streger, men var bestemte
paa ikke længer at holdes for nar. Vi lagde tilland, da vi atter
var komne et stykke ud af denne bugt. Men saa hørtes Joels stemme
længere ude i mørket, vi skulde komme did; nu vilde vi imidlertid
ikke røre os af flekken, før vi var sikre paa, at det var sidste
gang; vi spurgte os omhyggelig for, og endelig hørtes det længe
attraaede «Ajungilak» (eller at der gik det an).
Det var forøvrigt en god teltplads, vand lige ud for døren, en god fjære for kajakerne, godt vildtlænde omkring, — naar bare Joel havde ført os did med en gang, havde alt været godt.
Teltet blev slaat og ovnen sat op. Joel gjorde ild, fyldte vand og fik thekjedlen «i sving»; han var nu
