to smaa sorte, altid plirende øine, lidt skjæg paa hage og overlæbe, stridt, ravnsort haar, der som tykke kvaster af hestetaggel hang langt ned paa siderne af hovedet og i nakken. Han var en dygtig kajakroer, men ingen fanger — han beskyldtes for at være for doven — og var som følge deraf fattig. Til fiske, hvilket af storfangerne foragtes, renjagt og al anden tilfældig sport var han god. Han var doven, saa det forslog, onde tunger sagde dernæst om ham, at han ikke skulde have rigtig klare begreber om forskjellen mellem mit og dit. Han var gift med en dame, Ane Kornelia, af samme kaliber som han selv.
Vi naaede den eftermiddag mundingen af Ameralik-fjorden, hvor vi stansedes af modvind.
Efter endel tumlen om i mørket — dagslyset er kortvarigt paa den aarstid deroppe — og efter et par timer, tilbragte i snefokket og kulden med at maage op teltplads, slæbe teltsten fra fjæren opefter en brat skrænt o. s. v., har vi endelig alt i orden, ovnen er sat op, en lystig ild knitrer inde i den og thekjedlen surrer allerede over og udsender i vort lille, hyggelige telt sin liflige aroma fra det fjerne østen, som bringer hjem og familieliv i erindring, mens vinden og snefokket huserer udenfor.
Saa spises kveldsmaden, cigarerne tændes, og hyggen breder sig i denne lille norsk-lappisk-grønlandske forsamling, vi giver os hen til et behageligt «dolce far niente», tilfredse ved bevidstheden om, at vi nu ikke har saadant hastverk, som da vi sidst laa i telt inde paa indlandsisen.
Den næste dag mente Joel ikke var bra til at reise videre, der stod en temmelig sterk modvind ud fjorden. Vi fik da gaa efter ryper. Dagen derpaa var det bedre, og med Joel i sin kajak legende paa siden af os, roede vi indefter.
