klør, saa godt og saa hurtig vi kunde; det varede ikke længe, inden de første var forsvundne med hoved, fødder og alt; saa tog vi fat paa de næste med mere ro og mere nydelse og drak suppen til. Ja, sproget eier neppe ord nok til at beskrive de to vildmænds velbefindende, som hin kveld sad ved Ameragdlas nordre bred og grov op i gryden med fingrene, mens skinnet fra baalet blev næsten fordunklet af et usedvanligt nordlys. Det flammede baade i syd og i nord; men pludselig var det, som der jog en vældig hvirvelstorm over hele himmelen og drev alle flammerne foran sig og sammen i en hvirvlende ildmørje oppe nær zenit, øiet næsten blendedes af den sterke lysning. Saa minkede stormen, lyset svandt lidt efter lidt, og tilslut seilede kun enkelte matte lystaager hen over stjernehvælvet, som atter tindrede med sin forrige glans. Man stod der undrende igjen, — sligt nordlys har jeg aldrig seet hverken før eller siden. Og der nede under os laa fjorden mørk og rolig.
Den næste dag (30te september) gik det ikke saa godt som den forrige. Ud paa formiddagen fik vi nemlig modvind, og den blæste tilslut saa haardt, at vi istedenfor at gaa frem, gik tilbage, og vort lille nøddeskal vippede op og ned paa bølgerne, saa det mest saa ud, som det vilde vippe os tilbunds. Det var dog en god sjøbaad, der kom ikke en vanddraabe ind til os, naar undtages den rigdom deraf, som lækkede ind gjennem seildugen i bunden; men tung at ro mod vinden var den, vi maatte der fordrage paa land, tage os en lur og se, om ikke vinden mod kvelden skulde løie af. Dette hændte virkelig ogsaa, og vi gik igjen i baaden. Det varede nu ikke længe, inden vi kom til «Nua», den odde, hvor Itivdlek-fjorden — en arm af Ameralik-fjorden — skjærer nordefter.
