I den vakre, stille kveld satte vi over fjorden og naaede i
mørke næsset paa sydsiden. Her krøb vi op for at faa lidt
kveldsmad; vi fandt imidlertid hverken ved eller vand og maatte
derfor tage maden kold uden drikke, hvilket jo forøvrigt ikke var
noget nyt. Vi agtede at drage videre udover natten, men saa trak
det op med uveirstruende skyer fra vest over det vilde
fjeldlandskab med den hvasse fjeldtop paa nordsiden af fjorden; det
blev saa mørkt, at det vilde være vanskeligt at komme over did,
saaledes som tænkt; vi besluttede derfor at bli og sove lidt,
muligens vilde maanen komme frem. Som vi skulde bære baaden op,
havde Sverdrup det uheld at falde i vandet, hvilket ikke er meget
behageligt, naar man skal lægge sig til at sove og ikke har meget
at bytte paa sig.
Veiret blev ikke bedre, og vi sov til den lyse morgen (1ste oktober), som kom med straalende solopgang og en svag medvind.
Om formiddagen rak vi over til nordsiden af fjorden, hvor vi gik iland og lagede os en solid middag med 2 maager tilmands og en suppe, som vel neppe har seet sin mage; til kraften af maagerne sattes erter og brød, og den var saa sterk, at vi formelig kjendte, hvor kræfterne voksede i os, mens vi drak den i litervis. Vi spiste os glade og mætte og vel saa det. Paa det sted, hvor vi havde lagt til, var der uheldigvis masser af krækling (Empetrum nigrum), og det var en selvfølge, at vi spiste denne som desert. Den smagte ubeskrivelig velgjørende, grønsager var sundt, og det havde vi ikke faaet paa længe, følgelig spiste vi først staaende, saa siddende, men saa blev ogsaa det for besværligt, og vi lagde os ned; men nu kunde vi holde det gaaende utrolig længe. Da vi gik paa land,
