flere dage derfor. Havde vi holdt den oprindelig bestemte kurs, kunde vi sandsynligvis have seilet lige ned paa landet.
Med sydlig kurs drog vi nu afsted. Ud paa eftermiddagen kom vi oppe paa en høideryg ind mellem saa forfærdelige sprækker, at vi var glade ved at drage unda og sydover saa hurtig som muligt. Her kom vi ned paa taalelig jevn is i bunden af en dal mellem to rygge, som paa alle kanter var gjennemfurede af sprækker. Dalen snævredes til forover, og vi kom tilslut frem i en slugt, hvor de 2 rygge næsten mødtes, og hvor der var et sterkt fald udover med en uhyggelig sønderreven is. Her saa det omtrent ufremkommeligt ud, og det kunde ikke nytte at rykke længere frem i dette usigtbare veir, ingen vidste, om vi ikke allerede havde gaaet for langt.
Det bestemtes da, at Ravna, Balto og Dietrichson skulde slaa telt, mens Kristiansen, Sverdrup og jeg i mellemtiden tog en vandring ned i den ujevne is for at se, om der var fremkomst. Balto, som var udnævnt til underkok, fik endvidere ordre til at sætte kogeapparatet «i sving», koge god varm ertesuppe og have varmt vand i det øverste kar, saa vi efter maden kunde faa os en citrontoddy, og alt dette maatte han have færdigt, til vi kom tilbage.
Vi tre, som skulde gaa, fik snart alpetauget bundet om livet paa os og drog saa ivei nedigjennem. Isen var usedvanlig slem og tung, det var skarpe iskanter og kløfter alt ihop, men den var dog ikke farlig, da kløfterne som regel ikke var dybe.
Stor var min forbauselse, da vi havde gaaet et stykke, og jeg fik øie paa en liden mørk flade nede imellem nogle snedækte isrygge. Det saa livagtig ud, som det var vand; men det kunde jo ogsaa være is, og jeg sagde derfor intet til de andre. Men da jeg kom derhen, stak staven deri
