slags?» Kristiansen havde ogsaa paa et hængende haar mistet sin kjælke ved en lignende leilighed.
Om eftermiddagen røg det op med haglveir og storm fra syd-syd-ost. Haglene piskede os i ansigtet, og kjælkerne kastedes stadig tvers af stormen, saa de blev yderst tunge og slemme at trække; især var Sverdrups og min kjælke vanskelig, da lasten var saa stor og høi paa den og følgelig havde saa meget vindfang. Staalkjølene under meierne vilde været gode at have nu, men, som omtalt, blev de ødelagte af den ujevne is nær østkysten.
Om kvelden stansede vi paa en liden flade, hvor der just var lidt sammenføgen nysne, hvori vi kunde ramme skistavene ned, og hvor det saaledes var let at reise teltet.
Vi havde oprindelig smigret os med det haab at komme land betydelig nær, om ikke naa det den dag; men deri blev vi sterkt skuffede, og det forekom os, at vi var lige langt fra det om kvelden.
Den næste dag fik vi sneveir, og intet kunde øines af landet, ei heller af isen omkring os; vi gik saaledes frem næsten i blinde, det var umuligt at se, hvor der var mest farbart.
Henimod middag stansede vi for om muligt at faa en middagshøide. Solen tittede nemlig lidt frem gjennem sneskyerne, og det var af høieste vigtighed at faa vide, hvor vi var. Den foregaaende middag var jeg kommen for sent, da jeg tog feil af tiden; jeg havde jo, som omtalt, glemt at trække uret. Heldigvis var solen netop saa længe synbar, at jeg fik høiden og beregnede bredden til 64° 14′ n. br. Dette var lidt længere nord, end jeg havde ønsket; jeg havde styret for nordlig under seiladsen, efterat vi fik land isigte, og nu skulde vi komme til at bøde
