for videre udover skraaningen og blev mindre og mindre i snefokket; det var helt uhyggeligt at se, hvor hurtig det minkede i størrelse.
Det var en underlig flau fornemmelse at ligge der igjen; omsider kom jeg mig dog op og ruslede afsted i kjølvandet efter skuden, som det var saavidt jeg øinede langt dernede.
Til min glæde opdagede jeg, at det ved vindens hjælp var muligt at komme ganske hurtig udover alene ogsaa. Jeg havde ikke gaaet langt, før jeg fandt isøksen, som jeg havde søgt at gjøre fast. Et stykke til, og en mørk, denne gang firkantet gjenstand skimtedes paa veien gjennem fokket; det var en blikkasse, indeholdende den dyrebare kjødpulverchokolade. Nu bar det et langt stykke udover i ro og fred med chokoladekassen under den ene arm og isøksen og skistaven under den anden; men saa skimtedes forskjellige mørke gjenstande i en haug et stykke fremme. Denne gang var det en mig tilhørende pelsjakke, samt ikke mindre end 3 pemmikanbokser, som var strøede udover. Det var mer, end jeg kunde klare, her var ikke andet for end at sætte sig ned og vente paa undsætning. Der jeg sad, kunde jeg nu se hele vort stolte fartøi og seilet kun som en bitte liden firkantet lap langt nede paa sletten, det skar endnu afsted i samme retning; men der dreiede det endelig op i vinden, solen blinkede i blikkasserne, og seilet faldt. Saa kom Kristiansen rækende, og en stund efter de tre andre seilende, saa det gjøv om dem. De maatte nu tage et par af vore ting; men som vi skulde lægge dem paa lasten, opdagede Balto, at ogsaa de havde mistet 3 pemmikanbokser; det var for meget værdifuld mad, og de maatte tilbage for at lede efter dem. Imidlertid ruslede Kristiansen og jeg afsted udover mod
