forsikring, at den seilads paa sneen aldrig blev til andet end «toskeskab».
Om natten friskede vinden, og paa morgensiden blev det til hel kuling. Uagtet man som sedvanlig ikke havde megen lyst paa at rigge op kjælkerne og sætte seil i kulden og snefokket, gik vi dog igang dermed snarest mulig; idag skulde vi seile for konge og fedreland. Kristiansen slog sig til Sverdrup og mig med sin kjælke, og vi riggede de to op med teltgulvet som seil. De tre andre forenedes om sine to kjælker.
De mange surringer var ikke meget behagelige i kulden; men det værste af alt var, at mens vi holdt paa dermed, saa det en stund ud til, at vinden skulde løie af. Dette viste sig dog heldigvis ikke at bli tilfeldet, og endelig var begge skuder seilklare. Jeg var uhyre spændt paa, hvordan det vilde gaa med vor skude, om seilet var stort nok til alene at trække de to kjælker. Det heisedes og gjordes godt fast, det gav et voldsomt ryk i dem; men de var under arbeidet bleven nedsneede og kom ikke af flekken; det bare sled i mast og takkelage, som det vilde rive alt istykker, og vi spændte os skyndsomt fremfor. Saa rykkede vi til og fik skuden flot; men den var ikke før løs, før vinden jog den i læggene paa os, og overende bar det. Op igjen og forsøge paa nyt, men det gik ikke bedre, aldrig saa snart vi var paa benene, sloges de væk under os, og vi laa der igjen. Da nu dette var gjentaget en del gange med samme udfald, saa indsaa vi, at det ikke kunde gaa paa den vis, én maatte staa foran paa ski og styre ved hjælp af en styrestang, som lagedes istand af et bambusrør og blev surret fast mellem kjælkerne, og som han kunde gribe i og derved holde dem paa passelig afstand, idet han blev skovet afsted;
