En storm i det indre. — Vort huslige liv.
At maatte stadig færdes ude i kulde som den, vi havde, er ikke altid behageligt. Der dannede sig ofte slig is i ansigtet, at skjegget frøs fuldstændig sammen med klæderne, som vi havde rundt hovedet, til et stykke, og det kunde være vanskeligt nok at faa aabnet munden for at tale. Bedst er det under saadanne omstændigheder at klippe skjegget af sig; men det havde vi hverken tid eller lyst til i de omgivelser.
Kom der vind i disse høider, da blev det endnu mindre sødt, «da puster her», som det heder om Nordland i Norge (i «Nordlands Trompet»):
. . . .«ud en med Magt
Som bide kan digt udi Næse;
Da kan man med Hast blive graa udi Skjeg
Da vanker her Hagel-Bræst,
Smell udi Væg, Tandgnissel og Pust udi Næve.
Hvo som imod Veiret da sidde vil vendt,
Han vogte sig, Ansigtet bliver ei skjendt
Af Rimen, som da monne svæve!»
I min dagbog finder jeg bl. a. følgende optegnelser om vinden:
«Om formiddagen den 4de september havde vi et herligt stille veir, nysneen var faldt ganske løst og let om
