været det eneste mørke punkt foruden os selv og slæderne, hvorimod vi kunde vende vore øine; nu forsvandt ogsaa det.» Vi kaldte denne vor sidste nunatak Gaméls nunatak.
At en saa merkelig begivenhed som en snespurv maatte noteres, er en selvfølge, jeg skriver derom:
«En times tid efterat vi havde mistet sidste nunatak afsigte, blev vi ikke lidet forbausede ved at høre fuglekvidder i luften og pludselig se en snespurv komme flagrende henover os. Efter at have fløiet rundt os et par gange slog den sig ned paa sneen tæt ved; den skakkede paa hovedet og saa paa os, hoppede muntert et par hop henover sneen, kvidrede lidt; saa fløi den atter nordefter og forsvandt i det fjerne, det var den sidste hilsen fra land.»
De sidste dage af august havde vi endnu stigning. Vi haabede stadig paa at naa høideplateauet, og at den stigning, vi havde foran os, skulde være den sidste; men komne op fandt vi altid en slette og en endnu høiere stigning bagenom. Snefladen hævede sig i lange bølger høiere og høiere indefter.
Om kvelden den 1ste september kom vi opad en sterk bølge og fandt paa toppen af denne en stor flade med næsten umerkelig stigning. I veirlaget var her en merkbar forandring; langt i vest nær himmelbrynet saaes tætte skybanker med saadanne runde kumulusformer, som vi ikke tidligere havde seet heroppe over snefladen. Jeg troede, det maatte være skyer, dannede af fugtig luft, som kom dragende lige fra havet indover sneslettens vestlige skraaning, og antog følgelig, at vi maatte være naaede saa langt frem, at vi kunde se over mod denne.
I syd og øst var der ogsaa skyer, men himmelen var klar ret over os og mod nord. I den sidste retning
