paa vor jord søndenfor 80° n. br.»[1], ja «hvad Grønlands indre betræffer, saa er det let at vise, at de» nødvendige «vilkaar for brædannelse ikke kan eksistere der, medmindre landets overflade høiner sig langsomt, saavel fra øst- som vestkysten til midten, og dets over havet beliggende del saaledes har formen af en bolle med sider, som langsomt og regelmæssig skraaner mod havet.»
Den betragtning, som førte Nordenskiöld til denne overraskende slutning, var den, at forat en brædannelse kan finde sted, maa der en vis grad af nedbør til; men denne kan ikke opdrives i Grønlands indre; thi al den fra de omkringliggende have kommende luft, som skulde føre nedbøren med sig, maa først have gaaet over de høie kystfjelde, og er, idet den steg op langs disses sider, bleven udvidet og afkjølet under det lavere lufttryk i høiden og er saaledes bleven nødt til at afgive det meste af sin fugtighed. Idet denne fugtighed afgaves, blev imidlertid den bundne varme fri, og luften blev varmere. Idet den faldt ned paa den anden side af kystfjeldene blev den imidlertid, efterhvert som den kom ned i høiere lufttryk, end yderligere opvarmet, og det i samme grad, som den blev afkjølet under opstigningen. Saaledes skulde den altsaa naa dalene i det indre som tørre og varme vinde, lig de bekjendte føhnvinde i Schweiz. De fugtige havvinde skulde derfor i Grønland blive tvungne til at afsætte sin fugtighed «vanlig i form af sne paa fjeldene langs kysten; hvorimod al den vind, som kommer til det indre af landet, det være sig fra øst, vest, syd eller nord, maa være tør og forholdsvis opvarmet, ifald landet ikke har
en orografisk
- ↑ Se herom Nordenskiøld: «Den andra Dicksonska Expeditionen till Grønland o. s. v.», Stockholm 1885, side 8 og følgende.
