bygning af en helt anden beskaffenhed end alle andre jordklodens lande. I dets indre kan derfor neppe nedbøren være tilstrækkelig til at underholde en stadig indlandsis».
Denne maade at slutte paa vilde til en vis grad være berettiget, hvis man havde et land, fuldstændig omgivet af høie kystfjelde og med et fladt, forholdsvis lavt indre, men et saadant større land kan neppe paavises, og mindst af alt kan man vente, at Grønland skulde have den bygning. Jeg maa tvertom være fuldt enig med Nordenskiöld, naar han siger, at Grønlands geologiske beskaffenhed tyder paa en orografisk bygning lig Skandinaviens, «d. v. s. derpaa, at landet bestaar af bergrygge og bergtopper, vekslende med dybe dale og sletter»; men da maa der ogsaa i Grønlands indre være fuldgode betingelser, hvad nedbøren angaar, for at danne en indlandsis; thi hvor i Skandinavien er der ikke fugtighed nok dertil, naar man blot havde den nødvendige temperatur? Det synes, som den store polarreisende har glemt, at vi endnu den dag idag har smaa bræer i Skandinaviens indre, at saadanne findes i Alperne og mange andre steder fjernt fra havet, og fremfor alt, at de engang har havt en umaadelig udbredelse og har dækket bl. a. hele Nordeuropa. Hertil vil han dog muligens svare, at dette er netop, hvad han bestrider, at isdækket dengang har været sammenhængende i det indre af landene.
Ekspeditionen, som foruden at trænge ind paa Grønlands indlandsis ogsaa havde andre opgaver, bl. a. den at naa østkysten (sml. kap. 10), blev ligesom Nordenskiölds første ekspedition til Grønland i 1870 bekostet af den bekjendte svenske mæcenas, friherre Oscar Dickson, og kom til Grønland i sin egen dampbaad, «Sofia».
Paa selve isvandringen, som tog sin begyndelse 4 juli,
