glødende i øst og kastede et varmt skjær over himmel og landskab. Under os laa isen, den saa ud til at være lettere farbar, end vi havde ventet. Vi saa ud det lænde, hvor der var bedst fremkomst, og saa bar det atter ivei. Uagtet vi gik over bræen ikke langt fra det sted, hvor den tverstuper i sjøen, var isen her ikke saa sprækket og ufremkommelig som længere oppe; sønderbrudt og ulændt var den, fuld af opstaaende istoppe og skarpe kamme med kløfter imellem, som ofte kunde være tungvindte nok at komme over uden dog at være dybe. Men lange, bundløse sprækker, saaledes som ovenfor, var der ikke mange af, og de fandtes væsentlig kun i enkelte strøg. Grunden til, at det er saa lidet af dem hernede, maa være, at de fyldes med vand, som fryser og gaar over til blot at danne ujevnheder i isen. Snart var vi over, og efter endnu et par timers gang kunde vi endelig kl. 5 om morgenen fryde os ved synet af teltet. Her laa, som ventendes var, alle og sov paa sit grønne øre. Det første, vi gjorde, var at finde frem noget mad og gjøre os tilgode med, hvad huset formaaede; det fandt vi at have fortjent efter vor 4 eller 5 mils spadsertur. Saa krøb vi i poserne, strakte vore lemmer og søvnede blidelig ind, vel tilfredse med udfaldet af denne vor første vandring paa den saa meget omtalte og meget frygtede grønlandske indlandsis, som skulde være saa vrang at stige op paa og endnu vrangere at fare over.
Før vi tog fat paa selve isvandringen, havde vi adskillige forberedelser at gjøre, især trængte skotøiet haardt til udbedringer og halvsaaling; at indlandsisen forlangte sterke saaler, havde vi ved vor første vandring faaet grundig erfaring for. Staalet under kjælker og ski maatte skrabes endnu blankere for at glide let, sagerne maatte omstuves,
