fremspringende knaus og huggede kraftig løs paa pemmican, beskøiter og kjødpulver-chokolade.
Men saa begyndte det at regne. Det var ikke fuldt saa behageligt, heller ikke at mørket tiltog i den grad, at vi neppe saa mere end et par skridt frem for os. Vi havde endnu et godt stykke igjen til teltet; altsaa atter afsted. Vi holdt kurs over isen sydefter langs fjeldet. Overfladen var her nogenlunde jevn, som den ofte er langs fast land, hvor isen gjerne ligger stille og er fastfrossen til bunden og fjeldsiden. Men saa blev skraaningen saa steil og glat, at det var med nød og neppe vi kunde hugge os fast i den; for at gjøre det ret hyggeligt, begyndte der nu ogsaa at optræde mægtige sprækker nedenfor os, gjennem mørket kunde vi skimte deres sorte afgrunde rede til at tage os i favn, i det øieblik vi tog et feiltrin, eller en fod gled. Fjeldvæggen ovenfor os var saa stupbrat, at vi ikke kunde komme op der, vi maatte frem, hvor vi var, og uden uheld naaede vi da et sted, hvor en berghammer skjød sig ud i ismassen. Mellem bergvæggen og isen var der her en mer end 20 m. bred og, som det syntes, bundløs kløft, udenfor i isen skimtedes adskillige sprækker gjennem mørket; hvor store disse var, kunde ikke afgjøres, men de var sikkert mer end store nok til at hefte fremkomsten. Der var ikke andet for end at tage ind over berget gjennem en dal, vi havde lige ved paa vestsiden af kløften, komme bagenom berghammeren og se, om det ikke skulde være mere farbart længere nede. Det var en sand vederkvægelse atter at gaa over fast grund og faa godt spændtag for hvert skridt. Trods styrtregnen, som blødte os gjennem til skindet, tog vi en lang hvil paa nogle stene; vi vilde vente, til det lysnede, med atter at gaa ud paa isen. Endelig kom dagen rød og
