I stadig aabnere og aabnere vand fortsattes da reisen nordefter,
mens isstykker styrtede ned paa alle kanter fra bræerne og
isfjeldene.
Om kvelden havde vi en underlig hændelse. Netop som vi mellem nogle isfjelde holder paa at bryde to flag fra hinanden, lyder et vældigt brag, og et stort stykke af fjeldet paa bagbord side styrter ned, rammer og knuser delvis det ene flag, hvorpaa vi netop staar, sætter nogle vældige bølger og gjør godt farvand for os under fjeldet. Havde vi gaaet den vei et par minuter før, som vi oprindelig tænkte paa, var vi vel bleven knuste. Det var tredje gang, sligt hændte os.
Paa en liden ø Kekertarsuatsiak ud for Krumpens fjord, hvor vi spiste vor middag, gik jeg op paa toppen, som var meget høi, og hvorfra jeg havde en ypperlig udsigt over farvandet nordefter. Det lod til at være aabent og saagodtsom frit for havis, saa langt øiet kunde se mod Umivik. Kalvisstykker og isfjelde var der dog meget af, særlig syntes der at ligge mange ud for Gyldenløves fjord og Kolberger Heide. De høie fjelde ved Umivik, især det kegledannede Kiatak, som var vort maal, saa ikke ud til at være langt borte; dog skulde der efter kartet endnu være 7 mil did, hvilket imidlertid fortiedes for de andre, som troede, at vi maatte kunne naa frem inden kvelden, og derfor roede desto kraftigere.
Sent paa kveld naaede vi til en odde Kangerajuk ved Kolberger Heide, hvor der var lidt bart land midt mellem to mægtige isbræer (64° 4′ n. br., 40° 34′ v. l.). Det var, saavidt vi her kunde faa vore baade trukne tilstrækkelig høit op; men nogen plads for teltet fandt vi ikke og lagde os derfor, ligesom den foregaaende nat, i vore soveposer paa to steder, hvor der var saavidt fladt, at vi fik
