baade for at sætte fuld kraft paa og naa igjennem, før isen tætnede, hvilket hurtig sker med de skiftende strømsætninger, som raadede her, og at bli liggende natten over mellem disse lunefulde iskolosser havde vi liden lyst til. Saa hurtig aarerne kunde føre os, bar det da nordigjennem de trange render, hvor vi kun saa det dybblaa vand med enkelte isflag under os, isvæggene paa begge sider og en smal stribe af himmelen høit tilveirs.
Skjønt mægtige isfjelde flere gange styrtede sammen eller kantrede rundt om os og med vældige drøn satte havet i voldsom bevægelse, saa kom vi godt frem gjennem de store ismasser, som laa til langt nordenfor fjordmundingen. Paa et sted maatte vi for at komme frem ro gjennem en hulgang, som gik tvers gjennem et stort fjeld, hvor smeltevandet stadig dryppede ned over os. Om hele denne mængde isfjelde stammede fra Bernstorffs-fjorden, var ei godt at afgjøre og er vel neppe sandsynligt, skjønt denne fjord er en af dem, som leverer de største ismasser paa Grønlands østkyst.
Kommen velbeholden forbi Kap Møsting og gjennem den værste pakke af isfjelde, overnattede vi paa et lidet skjær (63° 44′ n. br., 40° 32′ v. l.). Da der ikke fandtes saa stor flad plads, at vi kunde slaa op teltet, lagde vi os i vore soveposer paa berget. Ret over for os paa fastlandet var et fugleberg med blaamaager, som holdt et saadant spektakel den hele nat, at man hørte dem i søvne, og de blandede sig i ens drømme. Til straf gjorde jeg den paafølgende morgen en visit derover, som kostede flere af dem livet, og som skaffede os en god forøgelse til vort kjøkken, hvori vi nu havde adskilligt endnu ubrugt vildt; blaamaageungerne, som da var flyvefærdige, er særlig «delikate».
