paa nogle høie stene, som var reiste paa ende; vi drog derind for at se, hvad det var, og opdagede da en af de yndigste pletter, vi endnu havde seet i Grønland, en liden flad grøn eng med et stort ferskvand indenfor, i hvilket der gik smaafisk (af hvad art fik jeg ikke afgjort). Paa den ene side af engen var der ruiner efter eskimohuse, hvoraf et meget stort og nogle andre mindre. I og foran det store hus fandtes talrige menneskeben, deriblandt en meget vel bevaret hovedskalle af en eskimo, som medtoges. Ogsaa disse huse var vel lagte øde ved hungersnød. Paa dette sted besluttede vi at hvile lidt, og uagtet det endnu var for tidligt, at spise middag, strække os i det frodige græs og lade os stege i solen. Eskimoerne vidste nok, hvad de gjorde, naar de havde slaaet sig ned paa dette sted; thi her var en ypperlig, vel beskyttet havn med en god strand til at trække skindbaade op paa. De 5 flade stene, som var reiste paa ende, og som fra først af tiltrak sig vor opmerksomhed, forblev længe en gaade for os; men efter at have talt med kapt. Holm derom, synes det mig sandsynligt, at de, saaledes som han mener, har været støtter, hvorpaa konebaadene lægges op til tørring, og hvorpaa de bindes fast om vinteren.
Forøvrigt var der mange levninger efter mennesker paa disse øer[1], paa flere odder fandt jeg saaledes varder eller, som jeg tror, levninger efter gamle rævefælder (se herom ovenfor).
Kommen til den yderste holme ved Igdloluarsuk fandt vi mundingen af fjorden saa fuld af vældige isfjelde, at vi maatte
tilhavs for om muligt der at flnde
- ↑ Den store ø, som staar afsat paa Holms kart, er ikke sammenhængende, men er ved et smalt sund delt i to øer, hvoraf den yderste er den mindste.
