eskimoisk heder de umiak) roes, som bekjendt, kun af kvinderne; blandt de ublandede eskimoer ansees det for at være under en mands værdighed at ro i dem; en mand, gjerne familiens overhoved, maa derimod styre dem, selv dette synes de dog ikke om; thi helst gaar de i sine kajaker. Disse konebaade har en længde af omkring 10 m. eller endnu mer, de er gjerne kortere paa østkysten end paa vestkysten af Grønland, grunden dertil er drivisen, i hvilken en længere baad er betydelig vanskeligere at manøvrere end en kortere; i alle tilfælde blir dog disse baade tungvindte i drivis.
Kvinderne i de to baade, som fulgte os, roede paa en yderst eiendommelig maade. De begyndte med nogenlunde hurtige tag, et passende «moderato», men saa øgedes og øgedes takten i et «accelerando med stacato», tagene blev kortere og kortere, idet kroppene løftedes helt fra tofterne, saa at man stod i baaden ved hvert tag, og det hele fik et underligt, hoppende udseende; saa pludselig, som man var i den voldsomste «allegro vivace», stansedes med et, man tog en pust og saa det samme om igjen. Hvert saadant ryk varede ikke længe, men der fortsattes stadig dermed. Grunden til den hurtige takt var vel tildels de meget korte aarer. Paa denne besynderlige maade kom de dog noksaa hurtig frem, i aabent vande vel saa hurtig endog som vi, hvilket jo heller ikke er at undres paa, naar man betænker, at i vore baade var der kun 2 mand ved aarerne, mens der i hver af deres var op til 7 roersker. Engang fik de et stykke forsprang paa os; da vi indhentede dem, var de atter bleven stansede af tæt is, og nogle kvinder vinkede paa os, at vi skulde komme dem til hjælp. Vi kom da ogsaa med vore hager og maatte næsten le ved at se en
