indimellem med den første af vore baade og dels ved at bruge den som kile, dels ved at bænde fra med vore lange bambusbaadshager, alle 6 mand paa engang, virkelig fik disse uhyrer til at sige fra hverandre, kjendte deres forundring ingen grænser, og den blev ytret paa den sedvanlige merkværdige maade. Nu drog vi foran, brydende os vei gjennem isen, som gjennemgaaende var nogenlunde let fremkommelig; efter vore baade kom eskimoernes to konebaade, og paa siderne fulgte kajakerne, som var 4; hver eneste bevægelse af os blev akkompagneret af vedholdende kraftig «rauten» bagfra, den var opmuntrende, om det end ikke var den mest melodiøse musik, vi kunde ønske.
Megen fornøielse havde vi af at iagttage, hvorledes kajakmændene brugte snus. Det var især en af dem, som udmerkede sig i denne retning; jeg tror, han stansede hvert tiende minut for at trække frem sit vældige horn og fylde begge næsebor, og saa nøs han undertiden, saa det var mig en gaade, hvorledes han holdt sig paa ret kjøl i kajaken; naar han derefter saa paa os, mens der randt snus og anden materie ned over overlæben, og taarerne trillede ham af øinene, da var hans joviale ansigt saa ubetaleligt, at han regelmæssig hilsedes med en hjertelig latter fra os, hvortil han nikkede, smilte og syntes yderst veltilfreds. Og saa raabte vi gjerne til hverandre det eneste ord, vi opfattede af alt det, de raabte til os, nemlig «pitssak’ase», som vi troede skulde betyde smuk eller herlig reise; thi det hørtes ved alle leiligheder, baade naar vi brød os gjennem isen, og naar vi roede frem gjennem aabent vand. Da vi senere kom til vestkysten, lærte vi af eskimoerne der, at det betyder: «I er flinke» eller ogsaa: «I er gode eller snille».
Eskimoernes store baade, de saakaldte konebaade (paa
