pegte paa nogle yngre individer, hvilket nok skulde betyde saa meget som, at de to var mand og hustru, og at disse andre var deres børn; manden strøg end videre konen ned ad ryggen og kløb hende i fedtet, forat vi skulde lægge merke til, hvor hun var deilig, og hvor han var glad i hende, som hun ogsaa syntes at sætte pris paa.
Merkelig nok syntes ingen af mændene i dette telt at have mer end en kone hver; ellers er det en almindelig ting paa Grønlands østkyst, at hver mand, som er saa god fanger, at han har raad dertil, holder 2, men aldrig mer. Mændene er som regel snille mod sine koner, og man kan endog se dem kysses, hvilket sker derved, at næserne trykkes mod hverandre. Forøvrigt forekommer ogsaa egteskabelige stridigheder, og da kan det gaa temmelig voldsomt til; uenigheden afgjøres, efter Holm, som regel ved, at konen faar sig en dragt prygl eller et knivstik i arm eller ben, og saa blir forholdet ofte lige ømt som tidligere, isærdeleshed hvis konen har børn. Undertiden er det der som andre steder manden, der ved saadanne leiligheder faar prygl; saaledes fortæller Holm, at en mand, som havde to koner, kom i slagsmaal med den ene og blev banket ganske eftertrykkelig af hende.
Mellem vort telts beboere syntes der at herske den bedste forstaaelse. Mod os var de meget venlige, smilte, lo og snakkede stadig, trods de for længe siden var paa det rene med, at vi aldeles ingenting forstod. En af de ældre, som tydeligvis var en fremragende størrelse mellem dem, sandsynligvis en angekok[1], med et forslagent, slu udtryk og en værdig mine, fik efter meget stræv ved tegn gjort os forklarligt,
at nogle af dem kom nordenfra
- ↑ Saa kaldes de hedenske eskimoers vismænd og aandebesvergere.
