I syd laa øen Kutdlek og længere borte det vakre forbjerg
Kap Tordenskjold; jeg hilste det som en landsmand, ikke blot
navnet, men ogsaa formen var hjemlig. Jeg satte mig ned paa en sten
for at tage en skisse og lade solen skinne paa mig. Som jeg sad
der, frydende mig ved landskabet og tilværelsen, hørtes noget komme
syngende gjennem luften og stanse ved min haand; det var en
paafaldende velkjendt melodi, jeg saa efter, jo ganske rigtig, en
myg, tænk en myg, og snart kom der fler; jeg lod dem rolig stikke,
det var en lyst; de gav rigtig følelige beviser paa, at man var paa
land, disse kjære væsener, som sad der og sugede sig runde og røde,
det var nok længe, siden de sidst havde smagt menneskeblod. Vi
skulde dog snart, som senere vil bli omtalt, faa denne lyst mere
end tilfredsstillet.
Da jeg havde siddet endnu en stund, hørte jeg en kvidren, og en snespurv slog sig ned paa en sten tæt ved, gloede paa den nykomne gjest med hovedet paa skakke, snart paa den ene side, snart paa den anden, saa kvidrede den lidt, hoppede paa næste sten, tittede igjen, og saa var den væk. Liv er altid kjært at møde, ikke mindst naar det kommer i form af kvidrende fugle, det vækker gjenklang i fuglenaturen i en selv, især naar man længe har været uden vaar og sommer.
Jeg kunde se et godt stykke nordefter her ovenfra. Det saa ud til, at vi det første stykke skulde faa slak is, men lidt forbi Inugsuit syntes den at bli tættere, og muligens blev den der slem nok at bryde igjennem.
Men det var paatide atter at gaa nedover til de andre, nu maatte vel chokoladen være færdig. Da jeg kom ned, var vandet endnu ikke i kog; det var tydelig nok uøvede kokke; ja, de skulde jo heller ikke faaet for megen øvelse
