var hindringer at overkomme for at naa land, idet vi traf paa et nyt drivisbelte, strækkende sig langs stranden sydefter. Det var dog ikke bredt og var nogenlunde slakt, saa det voldte ikke meget besvær at bryde os igjennem. Endelig gled vi, baadene smykkede med norsk og dansk flag — ind under et brat berg, hvis mørke væg speilede sig i det blanke vand og gjorde dette næsten kulsort; det gav gjenlyd, naar der blev talt. Det var et høitideligt øieblik. Nordenfor fandtes en havn, hvor vi kunde lægge til med baadene. Vi kappedes formelig om at springe iland og kjende sten, virkelig sten, under fødderne. Vi tog ture op efter berget for at se os omkring og var som smaaunger, et stykke mos, et græsstraa, ikke at tale om en blomst vakte en hel storm af følelser. Det var saa nyt, overgangen saa sterk og pludselig. Lapperne løb lige lukt tilfjelds, saa vi ikke fik se dem paa længere tid.
Men efterat den første stormende glæde nogenlunde havde givet sig, saa maatte der tænkes paa noget mere prosaisk, og det var vort festmaaltid. Paa et berg nede ved baadene blev kogeapparatet sat op og bragt i virksomhed for at faa chokoladen kogt; der var hænder nok til at bistaa med dette, og det vilde tage sin tid; jeg kunde trygt følge lappernes eksempel og tage en tur tilfjelds for blandt andet at se ud veien nordover.
Jeg drog opefter, først over brat fjeld, saa over en liden snefon, saa gjennem lyng og mos paa en liden slette, hvor store flytblokke laa spredte udover. Hvor sælsomt var det ikke atter at faa videre syn, at kunne se havet og isen blinke under sig, se tinderækkerne ligge disige i sollys, se indlandsisen indfor næsten lavere end en selv.
