væsentlig bemandet med grønlænderinder, langs Grønlands østkyst.[1]
Den 1ste april naaedes østkysten. Den 20de juni paa 61° 47′ n. br. tog Graah den modige beslutning at forlade sine europæiske fæller, som vendte tilbage, og at gaa videre alene med den ene af de to konebaade og 6 grønlændere.
Den 27de juni paa 63° 37′ n. br. forlodes han ogsaa af sit grønlandske følge paa 3 unge piger nær, som han endelig fik overtalt til at følge sig videre som roersker. Den 23de juli naaede han sin nordligste teltplads, en ø, som han kalder «Vend om» (paa 65° 13′ 11. br.), og den 18de august byggede han en varde paa sit nordligste punkt paa den nordenfor liggende Dannebrogs ø (65° 19′ n. br.). Her blev videre fremtrængen hindret af is.
Den 21de begyndte han tilbagereisen, og den 1ste oktober gik han i vinterkvarter ved et sted, han kalder Nukarbik, nu kaldet Imarsivik, paa 63° 22′ n. br. Vinteren tilbragte han under sygdom og store savn. Da vaaren kom, havde han imidlertid ikke tabt modet, men begyndte 5te april et nyt forsøg paa at trænge nordover. 25de juli maatte han dog efter de utroligste gjenvordigheder atter vende om uden at have naaet saa langt som forrige aar.
Den 16de oktober ankom han endelig til Frederikshaab efter at have udstaaet meget.
Denne merkelige reise bragte gode oplysninger om Grønlands østkyst lige til den 65 de breddegrad. Levninger efter nordboer eller ruiner efter deres huse fandt Graah derimod ikke paa hele den
bereiste strækning, og
- ↑ W. A. Graah: Undersøgelses-Reise til Østkysten af Grønland. 1828—31. Kjøbenhavn 1832.
