maaske andres) liv til uden nytte, eller ogsaa blir han optagen af eskimoerne og af disse ført ned langs kysten til de danske stationer paa vestkysten. Men til uden nytte at kaste østgrønlænderne ind paa en lang og for dem i mange henseender fordærvelig reise, har ingen ret til.» Disse artikler var sikkert nok skrevne i en god mening; men de er dog betegnende eksempler paa, hvilken næsten overtroisk skræk der hos mange mennesker, selv blandt dem, som anser sig for autoriteter og sagkyndige, maa have været for indlandsisen og færdsel over is- og snemarker lige til den sidste tid. Forfatteren af ovenanførte artikel havde selv i flere aar færdedes langs indlandsisens rand, men det ser ud, som det aldrig med en tanke er faldt ham ind at tage sig en liden spadsertur indover den; han vilde sikkert nok ved de første skridt faaet mange af sine vildfarelser opklarede og faaet rede paa, hvad et «fuldstændigt ukjendskab med forholdene» vilde sige.
I en anden og muligens endnu mindre sagkyndig artikel hed det, at omend Nansen selv kan være saa gal at ville forsøge noget sligt, saa faar han dog ikke et eneste menneske med sig, og alene kan han dog ikke gaa.
I England fremkom ogsaa i pressen adskillige artikler imod ekspeditionen.
Men tiltrods for disse advarende røster, og tiltrods for den almindelige mening, at det hele var galskab, var der dog nok af mennesker, som vilde være med. Jeg fik over 40 ansøgninger fra mænd af de forskjelligste stillinger, der var bønder, sjømænd, officerer, farmaceuter, handelsmænd, studenter o. s. v. Der var endnu mange flere, som ikke ansøgte, men som sagde, at de heller end gjerne vilde være med og vilde melde sig, hvis det kunde nytte noget. Der var heller ikke blot nordmænd, men ogsaa
