Disse ekspeditioner landede paa Grønlands vestkyst, men da de
herfra ikke bragte noget udbytte, som stod i forhold til
forventningerne, saa antoges det at være, fordi man endnu ikke
havde fundet den, som man mente, fordums saa rige «Østerbygd.»
1607 blev allerede en ny ekspedition under ledelse af holsteneren Carsten Richardsen og med englænderen James Hall som «pilot» sendt ud af Kristian IV for at gjenfinde denne, og man var saa sikker paa held, at der sendtes nordmænd og islændinger med, forat de kunde tjene som tolke, naar man traf etterkommere af de gamle grønlandske nordmænd.
«Och effter det alle vaar vitterligt nock,
Paa Grønland for tiden vaar Norske sprock,
Som Ihzlænder ochsaa haffue;
Da sænddis derr Bagger oc Ihzlænder med,
At de skuldde tyd’ och tolcke ded,
Grønlændderne foregaffue.»
«De skulle,» saa heder det i kongens instruks[1] til ekspeditionen, «og med flid erfare, om der findes de fornævnte kirker, klostre, fjeld, indvige, smaafjorde, gaarde og andet, som foreskrevet staar. Item om der er nogen bisp, præst, foged, som de give skat og ere lydige». At man da endnu ikke havde noget meget feilagtigt begreb om denne Østerbygds beliggenhed, fremgaar forøvrigt af samme instruks, idet Kristian IV deri siger, at Eriksfjorden — den fornemste fjord i Østerbygden — «ligger sydvest paa landet mellem 60 og 61 grader ungefæhrlig, dog imod den østerside af landet». De skulde søge ind
paa dette sydostpunkt, og efterat Østerbygden var undersøgt, skulde
- ↑ Denne findes trykt i Stenstrups afhandling «Om østerbygden» i Meddelelser om Grønland», bd. 9 (Kjøbenhavn 1889), side 12—14.
