forgaaet; nogle har endog siden holdt hus ude paa isen, før de har naaet land, 4 eller 5 dage, men nogle længer.
Disse ise er underlige i deres art, de ligger undertiden saa stille som venteligt er, med adskilte vaager, eller store fjorde, men undertiden er deres fart saa sterk og heftig, at de ei kommer senere af sted, end et skib, som har god vind, og driver de ligesaa ofte mod vinden som med. Nogle ise er endnu i det hav, som er af anden dannelse, og som grønlænderne kalder fald-jøkler (falljökla)[1]. Deres vekst er ligesom et høit fjeld stod op af havet og blandes de ikke med andre ise, men staar alene for sig selv.»
Denne beskrivelse er saa god, at den kunde være fyldestgjørende den dag idag. Det fremgaar deraf tydelig, at isforholdene i Grønlands-havet og Danmarks-strædet var de samme paa den tid, som de er nu; og paastande om, at det af vore sagaer fremgaar, at de dengang maa have været anderledes, er ugrundede[2] .
En stund efterat «Kongespeilet» var skrevet, begyndte forbindelsen med Grønland lidt efter lidt at ophøre, de norske kolonier der forfaldt, og den erhvervede kundskab om de grønlandske forhold forglemtes.
Mindet om Grønland har dog altid holdt sig, og under de dansk-norske konger middelalderens udgang tales der oftere om at udsende folk for at gjenfinde det tabte «norske skatteland». Under Kristian II var der saaledes megen tale derom, idet den norske
erkebiskop Valkendorf
- ↑ ɔ: Isfjelde.
- ↑ At isforholdene i Danmarks-strædet var de samme i middelalderen, som de er nu, fremgaar forøvrigt tydelig af en islandsk saga, hvori det omtales, at en islænding steg op paa fjeldet for at se, om isen vilde løsne sig fra land. (Meddelt mig af prof. G. Storm). Isen rak altsaa ogsaa dengang iland paa Island.
