havde slaaet sig ned og bygget sig en gaard[1]. Hos ham blev Thorgils vinteren over og reiste saa næste sommer mod syd forbi landspidsen («fara suðr fyrir land») og kom til Østerbygden.
I denne saga er der meget eventyrligt, som f. eks. at Thorgils havde besøg af Thor, eller at han, som ovenfor nævnt fik melk ved at skjære sig i brystet o. s. v. Dette maa bringe tvil om den hele beretnings paalidelighed. Beskrivelsen af det land, Thorgils færdedes langs, og af naturforholdene der stemmer imidlertid saa godt med de virkelige forholde paa Grønlands østkyst, at det umulig helt og holdent kan være digt, men maa skrive sig fra folk, som har seet denne kyst, ja som er godt kjendt med forholdene der. Naar man f. eks. læser om, hvorledes Thorgils om vaaren eller paa forsommeren steg op paa jøklerne for at se ud over havet, om isen skulde have begyndt at løsne sig («einn góðan veðrdag segir Þorgils at þeir muni ganga á jökla ok vita ef þeir sæi nokkut leysast ísinn»), da maa for enhver, som kjender den østgrønlandske kyst, tankerne henledes paa den. Naar det endvidere beskrives, hvorledes de drager frem forbi isbræer og bratte berg («Þeir dragast nú fram með jöklinum ok kvómu at björgum bröttum»), hvorledes de paa den sydligere del af færden ror forbi mange fjorde («róa fyrir framan margar víkr»), og hvorledes isen ligger tætpakket ind til landet største delen af aaret, da kan dette neppe passe paa andre steder end østkysten.
Det sees saaledes, at om end selve beretningen om Thorgils’s
merkværdige hændelser kan for en større eller
- ↑ Der kjendes blot en nordboruin fra Grønlands østkyst, denne ligger ved Narsak i Lindenows-fjord; se herom senere i dette kapitel.
