ikke kunde komme bort for isen (?) («Nu líðr á vetrinn ok máttu Þeir eigi brott leita fyrir ísum ok féngu sér vistir um sumarit»)[1]. I begyndelsen af den første vinter fødte Thorgils’s hustru, Thorey, en gut. I løbet af denne vinter døde Jostein, hans hustru og følge af sot. Dette maa nærmest have været skjørbug; det fremgaar af sagaen, at Jostein neppe har forstaaet at holde den nødvendige orden paa sine mænd. Om vaaren efter den 2den vinter, da Thorgils en dag med nogle ledsagere var oppe paa jøklerne for at se, hvordan det stod med drivisen, blev Thorey myrdet af hans avlsforvalter og trælle, hvorefter disse rømte sydover med den reddede baad og de indsamlede levnetsmidler. Da Thorgils kom hjem, fandt han huset plyndret og sin hustru liggende dræbt paa sengen, men barnet diede den døde («sjá Þeir at hon var önduð en sveinninn saug hana dauða»). Dette var det tungeste syn, Thorgils havde havt, og det fortælles, at han skal have reddet barnets liv ved at skjære sig i den ene brystvorte og ladet det die blod, som dog senere blev forvandlet til melk («— — at skera af mér geirvörtuna ok svá var gert; fór fyrst ór blód, siðan blanda, og lét eígi fyrr af en ór fór mjölk»). For at skaffe sig mad maatte Thorgils og hans faa ledsagere atter paa jagt, og istedenfor den stjaalne baad gjorde de sig skindbaad, som indvendig blev afstivet med træ eller vidjer («ok gerðu sér einn húðkeip ok bjuggu innan með viðum»).
Derefter løsnede isen («síðan losnar íssinn»), og gjennem to somre arbeider de sig nu sydover langs landet, indtil de naar et sted sandsynligvis i nærheden af Kap Farvel, hvor en landflygtig
mand, Rolf fra Østerbygden,
- ↑ At isen skulde have stængt hele sommeren, er utænkeligt.
