ikke længere som forklaring, i den grad har ikke forholdene paa Ishavet forandret sig.
Desuden var vi med «Jason» flere gange inde i saadan is, som man i tidligere tid vilde have kaldt god fangstis, uden at finde sæl i den. Fandt vi sæl, laa den altid indenfor paa den tætte is, og naar isen slaknede, gik den ned for atter at gaa længere ind, hvor isen var tæt.
For den, som ser upartisk paa dette spørgsmaal, maa det staa klart, at klapmytsen har aftaget i antal ganske betydelig paa grund af den rovfangst, som den har været gjenstand for. For mig, som paa to forskjellige tidspunkter har besøgt fangstfelterne deroppe, var forskjellen iøinefaldende. Hvor jeg i 1882 saa sæl overalt, naar vi bare kom et stykke ind i isen, var der 1888 næsten ikke liv at øine. I begyndelsen antog jeg dog denne formindskelse af sælen for betydelig større, end den i virkeligheden var.
Den 3dje juli skulde dog min opfatning deraf forandres; thi, som senere omtalt, saaes da langt inde i isen saa meget klapmyts, som jeg neppe før havde seet paa én gang. Men den laa paa tæt pakket is, hvor man tidligere ikke søgte den.
Min opfatning af aarsagen til klapmytsfangstens tilbagegang er, at paa den ene side har den altfor sterke fangst formindsket klapmytsens antal, paa den anden side har den forandret dens natur og sedvaner, enten ved opdragelse eller ogsaa ved direkte naturligt udvalg i kampen for tilværelsen.
Mange mener, at dyrene ikke kan drage slutninger af sine erfaringer og udvikles. Jeg kan ikke være enig deri og tror, at dyrene, de vilde ligesaavel som de tamme, har øine at se med, øren at høre med, de kan erfare og lære ligesaavel som vi mennesker, om end ikke i saa høi grad.
