Straks sælen er skudt, blir den flaaet; det gjælder om at faa
dette gjort hurtigst mulig for at komme videre og ikke bli
forbiroet af de andre baade; det er derfor meget om at gjøre for en
skytter at faa gode flaaere paa baaden.
Det er en utrolig kort tid, som trænges for at flaa en sæl, jeg har ofte seet det ske paa et par minuter; det er ét langt snit langs efter bugen fra hoved til hale, et par ned paa hver side mellem spæklag og kjød, saa lidt ved hovedet og lidt nede ved hale og baglemmer, og huden er afflaaet; derefter vrænges skindet af forlemmerne og skjæres fra med et par snit; alt er færdigt og bringes i baaden; det er kun skindet og det derunder liggende tykke spæklag, som tages, resten af sælen ligger igjen paa isen som mad for maagerne.
Det er ikke saa længe, at denne fangst paa klapmytsen har foregaaet i Danmarks-strædet; den blev paabegyndt 1876 og blev af mange norske fartøier[1] drevet med storartet held de første 8 aar; der fandtes sæl overalt, og man skjød den ned i tusendvis; der blev i den tid skudt henved 500000, og næsten lige mange er muligens ødelagte af kugler, uden at man har faaet dem. Saa kom der imidlertid et omslag i fangsten, og efter den tid har der været saagodtsom intet at faa af klapmyts, uagtet man hvert aar har anstrengt sig til det yderste. Hvad kan grunden være hertil? — Sælfangerne har taget vinden, sjøen og de ugunstige isforhold til hjælp; men alt tilsammen har dog ikke været istand til at danne en beroligende grund og lade ham beholde haabet om bedre fangst i fremtiden; thi lad alt være ugunstigt et aar og to aar, men naar
det sker sommer efter sommer gjennem 4 og 5 aar, da holder det
- ↑ Et par engelske og amerikanske fartøier forsøgte sig ogsaa paa denne fangst, efterat nordmændene havde fundet den.
