mellem 50 og 90 favnes dyb[1]. Betænkes, hvilket sterkt tryk (altsaa mindst 4 atmosfærer) saa mange favne vand frembringer, vil det forstaaes, at den kar neppe kan have noget svagt bryst. Som bevis paa dens voldsomme kraft kan ogsaa nævnes, at den er istand til at hoppe lige op paa kanten af isflag, som ligger sine 6 til 8 fod over vandfladen.
Klapmytsen er en næsten fuldstændig pelagisk sælart; den holder sig ikke i nogen betydelig grad til kysterne, men følger væsentligst drivisen paa sine vandringer og forekommer med denne overalt i Ishavet og det nordlige Atlanterhav mellem Spitsbergen, Labrador og Baffinsbugten; dens østlige grænse synes at falde omtr. ved Spitsbergen; paa Novaja-Semlja forekommer den ikke.
Den er selskabelig, og samlet i større eller mindre flokke, foretager den flere gange om aaret bestemte vandringer, som endnu er lidet kjendte. Paa Grønlands vestkyst, hvor eskimoerne driver fangst paa den, ser man vistnok, at den forsvinder til bestemte tider; men ingen ved med vished, hvor den gaar hen. Jeg anser det sandsynligt, at den, naar den første gang forsvinder om vinteren eller tidlig paa vaaren, opsøger fjernt fra kysterne liggende drivis[2] for der i fred og ro at kunne føde sine unger omkring slutten af mars, hvorpaa de atter i slutten af april eller begyndelsen af mai viser sig ved Grønlands vestkyst. Naar de saa forsvinder i juni og i begyndelsen af juli, er det atter for at opsøge drivis; da kommer nemlig den tid, hvori de skifter haar, og mens det staar paa, gaar de nødig i vandet; helst
ligger de oppe paa
