Fra Island mod Grønland. Skuffede forhaabninger.
Mod kvelden den 4de juni lettede vi anker i det deiligste solskinsveir. Som vi stod ud fjorden, lagde netop den synkende sol et kjærtegnende skjær over Isafjords basaltfjelde; deres vestsider smilede i kveldslyset, mens kolde skygger blev kastede ind i alle afsatsernes sprækker oppe ved toppene og i revnerne, som vandet har gravet ned langs siderne, ladende de eiendommelige vandrette formationer træde end skarpere frem.
Saa sendte vi dette sidste stykke Europa vor afskedshilsen, lagde det bag os og stod tilhavs.
Som vi staar ud fra land, blir vi fulgte af krykjer (Larus tridactylus) i hundredevis, bølgende i hvidblaa skarer og snadrende i munden paa hverandre, snart synkende, seilende lavt paa strakte vinger over skibets kjølvand, snart stigende, svævende let i sin yndige luftdans mod den blaa himmel. — Her var anledning til at øve sin færdighed i flugtskydning; at tage dem i luften med kugle er ikke let — og med salonrifle og revolver skjød vi tilmaals efter dem. De fleste skud træffer ikke, fuglene ryster kun paa sig og seiler videre; men saa træffes en, den er ikke rigtig død, den flakser med vingerne og
