synker, hjælpeløse skabning. Skibet gaar sin gang videre, det lader sig ikke stanse af en klagende fugl; men længe kan man se den, langt, langt der agter, omkredset af sine kamerater med deres bebreidende skrig, flaksende paa vandfladen med sine kraftløse vinger. Hvor elendigt, uden hensigt og tanke at ofre en lykkelig fugl for en tvilsom fornøielse.
Der blev ikke rørt bøsse mer den dag, sligt noget mindes en stund, men glemmes saa atter.
Førend vi forlader de islandske fiskegrunde, maa vi forsøge at faa en ret fersk fisk med os. Henimod en mil fra land stanser vi derfor, og snørerne slippes ud. Et par minuters taus spænding — og saa nogle sterke ryk i det ene snøre, der hales op, man helder sig ud over rælingen, der skimter det hvidt langt nede i vandet, og en stor, sprellende torsk trækkes paa dæk. Snart kommer den ene op efter den anden, og man kappes om, hvem der kan faa de fleste. Det varer ikke længe, inden vi har en god ret fisk og vel saa det til hele skibets besætning. Det faar være nok med torsken; men det kunde være godt ogsaa at faa lidt kveite (helleflyndre). Vi gaar længere ud, hvor kveitebankerne skulde være. Vi forsøger, men her er vi ikke heldige. Vi skifter plads og forsøger igjen; samme udfald. Ja saa kan vi ikke ofre mer tid derpaa, os vi stævner vestefter mod isen.
Det er en herlig nordisk nat. Solen er sunken i sjøen; i vest og nord gløder endnu dagen. Over os himlen i farver, under os havet speilblankt vuggende sig i tungsindige tanker; i blødere, endnu finere toner giver det gjenskin af himlens dæmpede farvepragt; — i midten den sorte Jason — stønnende sig for maskinen vestover. Bag os svinder Islands klippekyst i en blaalig, violet tone
