rigtig tilgagns at faa herredømme over skierne uden at bruge staven ved alle leiligheder, da kan langt større vanskeligheder klares, ikke at tale om, at holdningen blir sikker og fri, idet man faar kroppen samlet og stoler paa sine egne bens styrke og ikke paa stavens.
Det er ikke mange aar, siden den fremstod, denne nye maade, men en hel omvæltning har den fremkaldt i vor skiverden. Med den fulgte ogsaa en forbausende udvikling af den kunst at «staa i hop». Dette, som altid har været anseet som en hovedting ved den sportsmæssige skiløbning, er ikke af synderlig praktisk betydning; thi ingen gir sig til at lægge ud for stup og gjøre lange luftreiser, naar han er ude paa langfærd og bruger skierne for alvor. Da søger man helst at undgaa den slags vanskeligheder. Det maa helt og holdent ansees som en leg, men det er en nyttig leg; thi intet gir til den grad balance i kroppen, herredømme over skierne, mod og sikkerhed som hopningen.
For at staa i hop opsøger man bakker med stup (enten dannede af naturen eller og opkastede af sne), udover hvilke man med susende fart kan gjøre længere eller kortere luftreiser. Disse øges gjerne efter evne ved at hoppe til paa kanten af stupet. Paa denne vis kan man svæve gjennem luften 20—25 m., ja der skal endog være dem, som har hoppet meget længere. Det fortelles om en bekjendt skiløber fra Telemarken, Søndre Auersen Nordheim, at han hoppede 30 m. udfor en bjergknaus og stod, da han kom ned. Det lodrette fald blir under slige luftsprang ikke ubetydeligt, — 8—12 m. forekommer ofte, det vil altsaa sige som et fald fra 3dje etage af en almindelig bygning. Under seiladsen gjennem luften holder nogle sig strake som lys, mens andre trækker benene opunder sig (se side 113 og 117). Naar man kommer ned, skyder man
