ski, bør det høre til undtagelserne, at han render slig til, at saadant hænder. En brukken ski langt fra folk og paa dyb sne kan forøvrigt være lei nok, skjønt man ikke er raadløs; en af stumperne tildannes som bedst muligt, surres paa foden, og man klarer sig frem paa den. Det at en dristig skiløber altid vaager lidt under udøvelsen af sin idræt, gjør imidlertid ikke denne mindre tiltrækkende, det forhøier spændingen, og det hjælper godt til at hærde viljen og danne mænd.
I de allersidste aar har skiløbningen faaet et paafaldende opsving i Norge; der er i saa henseende kommet helt nyt liv i det norske folk. Dette skyldes for en ikke uvæsentlig del de offentlige skistevner og ikke mindst dem ved Kristiania, hvor telemarkingerne mødte. frem og forbausede bygutterne med sin overlegne færdighed, og hvor disse aflurede dem knebet og snart lærte at overgaa dem.
Den, som skridt for skridt har fulgt med i denne mægtige bevægelse, den, som erindrer, hvor øde og tomt det var i skibakkerne rundt byen for en 12 aar siden, og som ser, hvorledes det nu om vinteren over al mark myldrer af skiløbere, unge og gamle, mandlige og kvindelige, kan ikke andet end fryde sig over al denne sunde friskhed.
For nogen tid tilbage var staven omtrent lige saa uundværlig for skiløberen som skierne, paa den red han udfor bakkerne, naar farten blev vel stor, til den tog han sin tilflugt ved enhver vanskelighed, det var hans eneste trøstermand i al nød, men derved fik han ogsaa en tvungen, bagover liggende stilling, uden herredømme over skierne og uden tiltro til sine egne ben.
Men saa udviklede sig især oppe i Telemarken en hel ny retning. Telemarksgutten viste os, at lærer man
