sig i døden, drog han hele følget med sig i dybet. Efter et andet sagn skulde han have stanset paa randen og kun kastet fakkelen udover, idet følget, som fulgte fakkelskinnet, forsvandt i afgrunden. Efter endnu et andet sagn var det ikke russer i pulker, men svensker paa ski, som han narrede i døden. I Tysfjorden i Nordland henlægges det til Fredrik III’s tid (ca. 1650), i Snaasen i det trondhjemske til krigene mod Karl XII. Ogsaa fra Solør kjendes sagnet. Hvorom alting er, saa er det altid en lap paa ski, som gaar igjen i de forskjellige former af denne fortælling. Det viser, at lapperne havde anseelse som skiløbere ogsaa i den tid.
I midten af forrige aarhundrede oprettedes i Norge særskilte skiløberkompanier, som øvedes hver vinter, og velkjendt for hver nordmand er vistnok fortællingen om det østerdalske skiløberkompani.
Udenfor skandinavernes omraade har skien været kjendt fra de ældste tider i Finland. Dette fremgaar tydelig nok af den trettende sang i det gamle finske digt Kalevala, hvor Lemminkäinens jagt paa ski efter hiisi-elgen skildres paa en meget poetisk vis. I svensk oversættelse lyder begyndelsen saaledes:
«Nu mitt spjut är skodt og spetsadt
Redo äro alla pilar,
Spänd rir strangen på min båge,
Endast skidor, skinnbeklädda,
Saknas här ännu för färden.»
Betegnende er, at ogsaa her tales om skindbeklædte ski (i flertal), og at Lemminkäinen, som det skildres i andet vers, gaar til en lap, — «sköna Kauppi ifrån Lappland,» — for at faa ham til at lage sig to gode ski. Det kunde altsaa synes, som ogsaa finlænderne har havt lapperne til læremestre.
