allerede paa grund af rygningen godt indsaucede rester i bunden af hodet, og disse er dermed færdige til at tygges. Denne sterke konfekt sættes særlig pris paa som niste i kajaken.
Brændevin har regjeringen heldigvis forbudt at sælge til grønlænderne. Europæerne i landet har derimod lov til at faa sligt forskrevet hjemmefra og har lov til at traktere grønlænderne dermed. Det er særlig almindeligt, at disse faar det, naar de er besætning paa europæernes baade paa reiser om sommeren, samt efter hver handel, de har afsluttet med dem. Dernæst er det saa viselig indrettet, at kifakerne eller de, som er ansatte i den danske handels tjeneste, faar sin dram hver morgen, mens fangerne, som skulde være dygtigere og staa over kifakerne, ikke kan opnaa nogen uden altsaa ved at bli europæernes tjener eller ogsaa ved at sælge noget til dem.
De er nu lidenskabelig glade i brændevin, saavel mænd som kvinder, ikke fordi det smager godt, betrodde de mig ofte, men fordi det var saa deiligt at være fuld, og fulde var de da, hver gang der viste sig en anledning; men det var jo lykkeligvis ikke saa ofte. At maalet for denne nydelse virkelig var rusen, synes ogsaa at fremgaa deraf, at kifakerne ikke satte synderlig pris paa morgendrammen, fordi det ikke var nok til at bli fuld af. Derfor hændte det, at flere kom overens om at spare op, saaledes at altsaa en af dem drak for alle de andre en morgen, og næste dag kom en andens tur. Herved kunde de med bestemte mellemrum opnaa en ordentlig rus. Da høiere vedkommende kom underveir dermed, søgtes imidlertid den bedrift stanset.
I modsætning til, hvad forholdet almindelig tør være her hjemme, fandt de grønlandske hustruer som regel, at deres mænd var saa yndige, naar de var fulde, og de
