unge mænd kun lidet eller intet deraf, forat de skal bli gode fangere; en svimmelhed, som de ældre undertiden lider af, og som gjør dem ustøe i kajaken, paastaar de nemlig skal for en del skyldes kaffeen. Denne erfaring stemmer merkelig godt med nyere fysiologiske forsøg, som har vist, at dennes farligste gifter, cafeonet m. m., netop angriber de dele af nervesystemet, hvoraf ligevægten er afhængig.
Næst kaffe er de glade i tobak og brød. Tobakken blir paa vestkysten mest røgt og tygget; at snuse er derimod østgrønlændernes svaghed, samt kvindernes paa vestkysten, og man kan ofte bli ubehagelig overrasket ved den opdagelse, at en ung, tiltalende skjønhed tar sig en forsvarlig pris, saa baade overlæbe og næsebor fyldes med dette stof. De river sin snus selv paa flade stene af usaucet rultobak, som skjæres smaa og tørres over lampen; for at gjøre den drøiere blandes den undertiden med knust sten; til opbevaring bruges større eller mindre horn. Paa østkysten spiller snusen en rolle ogsaa ved enkelte ceremonier. Eskimoen har intet ord for goddag eller velkommen, men isteden rækker man den velsete fremmede sit snushorn til benyttelse, og denne svarer ved til vederlag at fremby sit. Naar man skilles, gjentas den samme ceremoni.
Sin tyggetobak tilbereder vestgrønlænderne paa en for os noget overraskende maade. Høie, danske porcellænspiber halvstoppes med røgtobak, som derefter gjennemblødes ved at vand heldes over, og saa fyldes piben ganske med tør tobak; derpaa røges den, til varmen naar væden og slukkes. Asken slaas da ud, hvorpaa saa meget olje som muligt skrabes sammen fra oljehus, piberør, de gamle skover i pibehodet osv. og slaas saa over de
