nøisomme i madveien, som de almindelig antas for. I hungersnød kan de dog spise lidt af hvert; saaledes skal det f. eks., efter hvad Dalager beretter, hænde, at de «hakker deres Telte-Skind i Stykker og koger Suppe paa», og det er heller ikke sjelden, at man hører om den og den, som kogte suppe paa sine gamle bukser.
Madens servering adskiller sig ogsaa fra den europæiske mode. Bord findes ikke i det grønlandske hus; madfadet sættes derfor midt paa gulvet, og menneskene sidder paa briksene rundt omkring og langer nedi med de gafler, Vorherre gav dem ved fødselen. At sætte fadet paa en kiste eller lignende, falder dem sjelden ind; det synes næsten, som det er dem en trang at bøie sig. Et eksempel herpaa er en historie om en ung dansk frue, som netop var kommen til Grønland, og som havde faat nogle grønlænderinder i huset for at vaske for sig. Da hun kom i bryggerhuset, saa hun dem staa bøiede over vaskebaljen, som stod paa gulvet, og da hun fandt dette en tungvindt stilling, gav hun dem nogle krakker til at sætte baljen paa. En stund efter kom hun atter ind til dem, men blev nu ikke lidet overrasket ved at finde dem staaende oppe paa krakkerne og vaskende ned i baljen, som fremdeles stod paa samme sted. — Si non è vero è ben trovato!
Af de mange varer, vi har paaført dem, er de kristne grønlændere fremfor alt forfaldne til kaffe, og nydelsen deraf er blit meget nær en last paa vestkysten. De lager den sterk og drikker nødig mindre end to gode spilkummer ad gangen; der er heller intet iveien for, at de kan drikke kaffe 4 til 5 gange om dagen, det smager saa godt, og saa kommer en i sligt humør af den. Dens skadelige indflydelse har de dog greie paa, og derfor faar
