som viskelæder at tygge, saa nydelsen kan forlænges i det utrolige. Selv danskerne i Grønland er sterkt forfaldne til denne nydelse, naar den kan opdrives; dog koger de den som regel, hvorved den blir geleagtig og let at tygge, nøddekjernerne og østersen forsvinder sporløst, og det hele blir som tungen ud af vinduet.
En fin ret, som dog ikke kommer op mod matak, er raat kveiteskind; det har imidlertid den samme fordel, at det paa grund af sin seighed er saa drøit. Jeg kan trygt anbefale det som meget delikat, særlig er det godt om vinteren.
Raat sælskind spiser grønlænderen ogsaa gjerne sammen med spækket. Det smagte meget antagelig; men jeg kunde ikke forsone mig med haarene og tillod mig derfor at spytte dem ud igjen efter at ha gjort flere forgjæves forsøg paa at svælge dem.
De spiser kjød af sæl, hval, ren, fugl, hare, bjørn, ja endog hund og ræv. Det eneste, de mig bekjendt som regel forsmaar, er ravn; da denne tildels ernærer sig paa møddingerne, anses den ligesom planter, som vokser der, for uren.
Kjød, som ikke er fedt, bryr grønlænderne sig ikke videre om; derfor foretrækker de f. eks. sjøfugle fremfor ryper. Det hændte engang ved en af kolonierne i Sydgrønland, at en prest, som netop var kommet til landet, holdt gjestebud for nogle af sine sognebørn, og fruen trakterede med det bedste, hun vidste, nemlig stegte ryper. Grønlænderne tog dog lidet til sig, skjønt fruen nødede dem svært. Hun spurgte da, om de ikke likte ryper. Jo, svarte de, de spiste dem nok, — naar der var hungersnød. — — —
Hvad jeg allerede har fortalt, vil sikkert være nok til at overbevise en om, at eskimoerne ingenlunde er saa
