smagt paa den og ikke fundet den uspiselig, om den end var sur, noget lig gammel kjeldermelk. Skal det være særlig fint, tilsættes den med spækstykker og krækling.
En anden ret, som sikkert ogsaa vil støde mange europæere, er rypeindvolde. Her holder de sig imidlertid ikke bare til maven, men tarmene med alt deres indhold slurper de ogsaa i sig i en vending. Resten af rypen sælger de til kjøbmanden for 5 til 8 øre. Dette er grunden til, at man aldrig i Grønland ser ryper med indvoldene i, uden at man selv skyder dem.
Da vi engang var paa en jagttur inde i Ameralikfjorden og hadde grønlænderen Joel med os, tog han sig en dag for at rive indvoldene ud af alle vore ryper; men da der var adskillig over hundrede af dem, kunde ikke alt fortæres paa stedet, og resten samledes derfor i en stor sæk. Med dennes kostelige indhold, som vel blev til skemad før han kom hjem, agtede han vistnok at spise i fællesskab med sin elskelige Ane Cornelia. Jeg haaber, det vil tilgis mig, at jeg ikke kan oplyse om, hvordan denne ret smager; det var den eneste grønlandske ret, jeg ikke kom til at forsøge.
Af andre slikkerier maa jeg nævne huden (matak) af de forskjellige hvalarter, særlig af hvidfisk og nise, hvilken anses for toppunktet af nydelse. Huden flaas af med det nærmest under den liggende lag af spæk og spises uden videre ceremonier raa, som den er. Jeg maa gi eskimoen min fuldeste anerkjendelse for opfindelsen af denne ret; jeg kan forsikre læseren, at nu, da jeg skriver derom, svømmer mine faa efterladte tænder omkring i vand bare ved tanken om matak med den ubeskrivelig fine smag af nøddekjerne, blandet med østers — ah ! — og saa har den det fortrin fremfor den sidste, at skindet er seigt
