Lamperne er store, flade og aabne skaale af veksten;
de har en halvrund form, og langs den rette side ligger vægen, som dannes af tør mos eller nu ogsaa af tøi. Disse lamper staar paa en træfod oppe paa et lidet bord eller forhøining paa briksens forside. Af disse lampeborde er der gjerne et for hver familie. Er der nu flere familier i et hus, blir der mange lamper, da der mindst brænder en for hver af dem, men som regel flere.
Over disse kogtes ogsaa før i tiden maden i vekstensgryder, som hang ned fra taget. Madlagingen skede selvfølgelig ligesom alle andre forretninger inde i fællesrummet.
Slige er forholdene fremdeles paa østkysten. Paa vestkysten har den moderne civilisation bragt forandringer for saa vidt, at maden nu gjerne koges ude i særegne rum med grue, der er byggede som en sidedel afhusgangen. Til brændsel paa disse bruges torv eller maagetuer, hvilket er et meget fint navn for gammel tørret maagegjødsel. Istedenfor vekstensgryder er nu ogsaa kommen jerngryder, som kjøbes fra kolonibutiken.
Mange vestgrønlændere er desforuden blit i den grad raffinerede, at de fra butiken har kjøbt ovne, hvormed de altsaa opvarmer huset istedenfor med tranlamperne. Til brændsel bruges det samme som ovenfor nævnt. Samtidig brænder de dog fremdeles de uundværlige lamper, om ikke for andet, saa for oplysningens skyld.
Før i tiden var husene som oftest store og der bodde mange familier i hvert. Derved opnaaddes besparelse af brændsel, og beboerne hadde det godt og varmt, foruden at fællesskabet i det hele ydede mange fordele. Europæernes indflydelse paa dette punkt har været uheldig, idet de har opfordret til splittelse af familierne i adskilte
