gjennem den, og er man stor, kan en ha vanskelig nok for at komme frem. Jeg hørte i Sardlok om en handelsassistent N. N. fra Godthaab, som nok var endel tyk, og som derfor blev siddende fast paa et vanskeligt punkt i gangen til Terkels hus. Han laa der, strævede og brølte, men kunde ikke komme ind, og endnu mindre ud. Det endte med, at han maatte faa fire smaagutter til at hjælpe sig, to kom til og skjøv paa bagfra i den kjødfuldeste del af kroppen, som skulde ha været meget omfangsrig, og to andre kom ud fra huset og trak foranfra i armene. De arbeidede og sled i sit ansigts sved, men manden sad fast som en strydot i en geværpibe, og man omgikkes nok allerede med tanken om at rive husgangen ned for at skaffe gjennemgang, da han endelig glap igjennem. Saavidt jeg erindrer, maatte vinduet rives istykker, forat han kunde skaffes ud igjen den vei.
Fra gangen kommer man op i huset gjennem en liden firkantet aabning, som almindelig er paa forreste langvæg, og som lukkes med en lem eller dør.
Hensigten med denne husgang er at hindre, at kold luft kommer ind, eller at den varme, lette luft viger ud. Af den grund er det ogsaa, at den ligger lavere end huset, hvorved desuden lidt ventilation opnaas, idet nemlig den tunge, slette luft for en del kan synke ned i den og undvige.
I grønlandske huse efter den gamle form has intet ildsted, de opvarmes saavelsom oplyses ved tranlamper, der brænder hele døgnet rundt. At de ogsaa brænder om natten, er ikke bare paa grund af varmen, men ogsaa, fordi eskimoerne er i høi grad overtroiske og mørkrædde. Naar der er nød paa et sted, saa nævnes det som et bevis paa, hvor slemt det maa være, at tænk! de arme mennesker maa sove uden ild paa lamperne om natten.
