i ryggen som en kjæmpe, der løfter og slænger dem afsted. Nu blir det alvor i legen, sjøerne reiser sig snart som taarnhøie vandberg, bryder og velter ned over dem. Det bærer mod land med vinden omtrent tvers, men det er langt ind, de kan intet se omkring sig for raakket, og næsten hver sjø begraver dem under sig, saa bare nogle hoder, arme og aarestumper ses over fraadekammene.
Der kommer en voldsom sjø, de kan se det lyse sort og hvidt af den paa lang afstand. Det taarner sig op, himmelen blir næsten borte, i et øieblik har de stukket aarerne ind under remmen paa luv side, bøier overkroppen, og skavlen bryder ned over ryggene paa dem. Et sekund er næsten alt forsvundet, — de, som er i læ, venter i spænding, snart er turen til dem, — den ruller over, og atter skjærer kajakerne frem ligesom før. Men en slig sjø kommer ikke alene, den næste blir værre. De holder aaren flad ned mod dækket og ud paa luv side, bøier overkroppen fremover, og i det øieblik, hvidfossen med tordnende brag styrter ned over dem, velter de sig selv i gabet paa den, — det svækker dens magt noget. Et øieblik er de atter borte, — saa dukker den ene kajak frem paa ret kjøl — lidt efter kommer den anden tilsyne med bunden iveiret — det er Pedersuak, som har kantret. Kameraten iler op paa siden af ham, men i det samme bryder den tredje sjø over dem, og han maa ta vare paa sig selv. Det var for sent — to kajaker ligger og hugger med bunden iveiret. Den sidste faar reist sig igjen, og hans første tanke er kameraten, som han paany iler til hjælp. Han render kajaken op langs den andens, lægger aaren tvers over begge, bukker sig ned, faar under vandet fat i hans arm og trækker ham med et ryk op paa siden, saa ogsaa han faar tag i aaren og i samme nu reiser sig paa ret kjøl. Helpelsen er sprunget
